Jobopslag: Ocean Plastic Forum søger studentermedhjælper

jan 8, 2024 | Aktuelt

Er du optaget af miljø- og klimaudfordringen? Kan du lide at engagere dig og skabe målbare resultater? Har du lyst til at hjælpe forskelligartede aktører – ofte med forskellige interesser – med at finde fælles løsninger? Og kan du se dig selv som medspiller i et lille, dedikeret sekretariat og udviklingsprojekt med alsidige arbejdsopgaver inden for især projektledelse, events og kommunikation? Så tilbyder Ocean Plastic Forum et spændende og udviklende studiejob til dig!

Om Ocean Plastic Forum (OPF)

Du vil blive tilknyttet OPF’s sekretariat, hvor du vil bidrage til udformningen og udførelsen af de forskellige projekter, som OPF kører. Både i ind- og udland. OPF består af ca. 60 medlemmer fra affalds- og plastindustrien og den maritime sektor, der er gået sammen om at gøre noget ved plastforureningen af vores havmiljø. Helst dér, hvor det står værst til som i Sydøstasien og Afrika. OPF har dog også mange projekter i Danmark, hvor vi forsøger at udbrede kendskabet til havplastproblematikken, samt større oprydningsprojekter, hvor vi forsøger at opsamle og genanvende havplast fra de danske strande og have.

Om stillingen

Du vil træde ind som studentermedhjælper i et lille sekretariat med 3 ansatte, hvor du vil være med til:

  1. At opstarte, facilitere og deltage i længerevarende projektsamarbejder og arbejdsprocesser
  2. At udvikle, planlægge og gennemføre inspirerende faglige events og miniseminarer
  3. At løfte diverse løbende og målrettede kommunikationsopgaver, bl.a. medlemskontakt, SoMe og hjemmesidedrift
  4. Diverse sekretariatsopgaver – stort som småt – der både kommer an på, hvad du er god til, og hvad der dukker op

Om dig

Vi kunne rigtig godt tænke os at få en kollega/studentermedhjælper, der:

  • har erfaring med projekt- og procesarbejde samt medlemskontakt
  • har nemt ved at sætte sig i – ofte meget forskelligartede – modtageres og samarbejdspartneres sted og situation
  • har øje for både detaljen og det store billede, så den samlede indsats fremtræder professionelt
  • har en skarp pen og dokumenteret erfaring med kommunikation, kampagner på sociale medier og hjemmeside og lyst til at arbejde med visuelt SoMe content
  • studerer på en relevant bachelor- eller kandidatuddannelse, hvis art ikke er af afgørende betydning – så længe du motiveres af at fremme og kommunikere en god sag

Vi tror, at du vil trives bedst i jobbet, hvis du:

  • er god til at arbejde selvstændigt og trives med vide rammer
  • er med på, at vi ofte asfalterer vejen, mens vi kører
  • har gå-på-mod i forhold til førstehåndskontakt, som du er god til at opdyrke og pleje
  • kommer hurtigt fra idé til eksekvering
  • trives med omskiftelige opgaver og ikke er bange for at få jord under neglene

Vi tilbyder

Du vil blive del af en arbejdsplads, der er præget af en uhøjtidelig atmosfære, store ambitioner, hvor arbejdet både indeholder rutiner og lyst til at gå ukonventionelle veje for at nå vores mål i en flad struktur.

Selvom vi er et lille sekretariat, indgår vi i kontorfællesskab med Maskinmestrenes Forening, så rent fysisk vil du blive del af en større arbejdsplads og få kontakt til mange faggrupper i din dagligdag, udover det netværk af medlemmer, projektgrupper og eksterne aktører, som du skal være med til at inspirere.

Dertil vil du også i arbejdet komme i berøring med en medlemsbase, der indeholder alt fra førende virksomheder til små NGO’er.

Vilkår og ansøgning

Arbejdstiden vil som udgangspunkt være 10-15 timer om ugen, men vi udviser selvfølgelig fleksibilitet i forhold til din hovedaktivitet eks. i forbindelse med eksamensperioder, afleveringer mv. Vi tilbyder en konkurrencedygtig løn.

Vi har kontor hos Maskinmestrenes Forening, Skt. Annæ Plads 16, 1250 København

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Ida Holmgaard via mail til ih@oceanplasticforum.dk eller på tlf. 30 29 30 72.

Ansøgning, CV samt relevante dokumenter sendes senest d. 16. februar til ih@oceanplasticforum.dk.

Vi afholder løbende samtaler løbende med henblik på tiltrædelse hurtigst muligt eller efter aftale.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, etnicitet, seksuel orientering, handicap eller religiøs overbevisning.