For dykkere
Dykkerklubberne er en central del af Havets Spøgelser. Som lokale kender dykkerne Øresunds vrag og havområder bedre end nogen andre, og deres indsats er afgørende for at kortlægge og registrere spøgelsesnet.
Dykkerklubber på Sjælland registrerer spøgelsesnet i Øresund
Dykkerklubber på Sjælland spiller en central rolle i Havets Spøgelser, hvor frivillige dykkere hjælper med at kortlægge og registrere spøgelsesnet på vrag i Øresund. Over 10 dykkerklubber har allerede sagt ja til at bidrage til projektet. Hver dykkerklub får tildelt et søgeareal i Øresund, som de over et år skal afsøge for spøgelsesnet. Med disse data lægger de frivillige dykkere grundlaget for, at professionelle dykkere senere kan fjerne nettene sikkert og effektivt.

© Vedbæk Sportsdykkerklub



Sådan bidrager dykkerklubberne
Kortlægger spøgelsesnet og vrag: Dykkere identificerer og registrerer netforekomster i deres lokalområde.
Bidrager til en fælles database: Observationer og fund bliver samlet, så projektet får et overblik over, hvor oprydningen skal ske.
Engagerer sig i formidling: Nogle klubber vælger at deltage i dokumentaroptagelser eller dele deres undervandoptagelser med projektet for at være med til at skabe opmærksomhed.
Limfjordsrådets indberetningsværktøj
Skal du indrapportere fund af spøgelsesnet som led i din deltagelse i Havets Spøgelser gennem din dykkerklub? Gå direkte til indberetningsværktøjet fra Limfjordsrådet her.
De tre led
Fjernelsen af spøgelsesnet i Øresund drives af tre bindende led. Dykkerklubberne, Dansk Sportsdykker Forbund, og Clean Seabed.
Dykkerklubberne
Dykkerklubberne kortlægger og dokumenterer spøgelsesnet i Øresund, så de kan fjernes sikkert og effektivt. Deres lokale viden og indsats er afgørende for at identificere nettene og skabe et solidt grundlag for den professionelle oprensning.
Dansk Sportsdykker Forbund
Dansk Sportsdykker Forbund (DSF) er Danmarks største sammenslutning af dykkere. De er medejer af projektet og faciliterer samarbejdet mellem projektteamet og dykkerklubberne. Derudover støtter DSF de medvirkende klubber og formidler kontakt klubberne i mellem.
Clean Seabed
Clean Seabed er et erfarent dykkerfirma specialiseret i miljøoprensning og undervandsarbejde, med ekspertise i sikker fjernelse af spøgelsesnet og arkæologiske udgravninger under vand. Clean Seabed står for den professionelle fjernelse af spøgelsesnet ved hjælp af erhvervsdykkere, der sikrer en sikker og skånsom oprensning.
Sikkerhed frem for alt
Hvorfor fjerner dykkerklubberne ikke selv spøgelsesnettene?
Dykkerklubberne spiller en afgørende rolle i Havets Spøgelser ved at kortlægge og dokumentere spøgelsesnet, men selve fjernelsen overlades til professionelle dykkere. Det skyldes primært hensyn til dykkernes sikkerhed og regler på området.
Spøgelsesnet sidder ofte fast i vrag eller på store dybder, hvor det kræver specialudstyr og erhvervsdykker-certificering at fjerne dem sikkert. At skære i gamle net indebærer en risiko for, at dykkere selv bliver fanget, hvilket kan være livsfarligt. Søfartsstyrelsen har udsendt et afgørelsesbrev, hvor det fastlægges at frivillige fritidsdykkere blandt andet ikke må bruge værktøj, hejsemidler og lignende til at fjerne affald i havne, strande og have. Professionelle dykkere har erfaring med at håndtere maskiner og værktøj korrekt, og kan samtidig sikre, at oprensningen sker skånsomt for havmiljøet.
Dykkerklubbernes indsats er dog afgørende – de kender havområderne bedst og bidrager med vigtig viden, der gør oprensningen både mere målrettet og mere effektiv. Uden deres arbejde ville det være langt vanskeligere at lokalisere og fjerne spøgelsesnettene.