Efter flere års kortlægning og intensiv opsamlingsindsats er omkring 3,4 ton efterladte fiskenet nu hentet op fra havbunden i Øresund. Resultatet markerer en vigtig milepæl i vores projekt Havets Spøgelser, hvor frivillige dykkere og professionelle erhvervsdykkere har arbejdet sammen om at lokalisere og opsamle spøgelsesnet.
I oktober blev en vigtig del af projektet afsluttet, da erhvervsdykkere fra Clean Seabed gennemførte den sidste opsamling af spøgelsesnet fra havbunden i Øresund. I alt er omkring 3,4 tons net og efterladte fiskenet nu fjernet fra en række vrag i sundet.
Opsamlingen er resultatet af en længere indsats, som begyndte længe før dykkerskibet HBC Supporter lagde til i Helsingør havn i slutningen af september.


Fra kortlægning til opsamling
Gennem de seneste par år har frivillige dykkere fra lokale dykkerklubber undersøgt og kortlagt spøgelsesnet i Øresund. Med udgangspunkt i mere end 160 indrapporterede positioner er der blevet skabt et grundlag for at prioritere, hvor den professionelle opsamling skulle sættes ind.
Selve opsamling er blevet gennemført af professionelle erhvervsdykkere, da arbejdet med at frigøre og fjerne spøgelsesnet fra havbunden kan være både teknisk krævende og forbundet med betydelige sikkerhedsrisici. Nettene sidder ofte fast i vrag og andre genstande på havbunden, og arbejdet kræver derfor specialiseret udstyr og erfaring.
I løbet af oktober har erhvervsdykkere fra vores medlem Clean Seabed netop arbejdet på en række vrag i Øresund for at frigøre og hente nettene op til overfladen. Arbejdet har været præget af de særlige udfordringer, der følger med dykning og opsamling på havbunden. Vejr, strømforhold og tekniske forhold har haft stor betydning for, hvor og hvornår det har været muligt at gennemføre dykkene.
Men den afsluttende opsamling er omkring 3,4 tons spøgelsesnet nu fjernet fra havbunden.
En fælles indsat for et renere Øresund
Spøgelsesnet er tabte eller efterladte fiskenet, som bliver liggende i havet, hvor de blandt andet kan udgøre en risiko for havet dyreliv og er en kilde til mikroplast forurening. Med Havets Spøgelser ønsker Ocean Plastic Forum og projektets samarbejdspartnere både at fjerne eksisterende spøgelsesnet og skabe større viden om problemets omfang i Øresund.
Opsamling er samtidig blevet dokumenteret gennem filmoptagelser og fotografering ombord på HBC Supporter. Optagelserne bliver en vigtig del af vores kommende dokumentarserie produceret af UKENDT MEDIA, som følger Havets Spøgelser og seks andre naturgenopretningsprojekter i Danmark. Serien sætter fokus på tilstanden i de danske farvande og på de indsatser, der arbejder for at forbedre havmiljøet.
Læs mere om Havets Spøgelser på projektsiden, hvor du også kan se flere billeder fra kortlægningen og opsamlingen af spøgelsesnet i Øresund.







