Tirsdag den 27. maj afholdt Ocean Plastic Forum konferencen Havets Spøgelser – en dag dedikeret til at sætte fokus på problematikken omkring tabte fiskeredskaber, de såkaldte spøgelsesnet, og hvordan vi i fællesskab kan forebygge, lokalisere og fjerne dem fra danske farvande.
Konferencen blev indledt af Jens Peder Jeppesen, direktør for Øresundsakvariet, som bød velkommen og delte erfaringer med spøgelsesnet fra Øresund. Han understregede samtidig vigtigheden af formidling og viden, når det handler om havmiljøets tilstand og vores fælles ansvar for at beskytte det.
Herefter fulgte en politisk samtale mellem Torsten Gejl (Alternativet) og Pernille Vermund (Liberal Alliance), hvor der blev diskuteret mulige politiske tiltag, finansiering og de igangværende fiskeriforhandlinger. Begge betonede behovet for konkrete løsninger og langsigtet planlægning.


Karen Timmermann fra DTU Aqua dykkede ned i tilstanden i de kystnære farvande og hvilke presfaktorer, der påvirker havmiljøet. Dernæst fortalte Marc Eskelund fra Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri-PO om foreningens eksisterende initiativer til forebyggelse af spøgelsesnet og præsenterede et konkret forslag til en enkel og tilgængelig indberetningsordning, hvor fiskere hurtigt kan registrere tabte eller observerede redskaber.
Efter frokost delte Henrik Dalgaard fra Limfjordsrådet erfaringer fra projektet Liv i Limfjorden. Han gav også indblik i, hvordan samarbejde mellem kommuner og lokalsamfund kan spille en central rolle i konkrete havmiljøindsatser. Jesper Appel fra North Nature fortalte om organisationens arbejde med fjernelse af spøgelsesnet – blandt andet via et kommende samarbejde med Sea Shepherd i Østersøen – og satte fokus på den praktiske side af indsatsen.



Jesper Jacobi Risløv, formand for Dansk Sportsdykker Forbund, bidrog med et internationalt perspektiv, herunder erfaringer fra Norge og Sverige, hvor lovgivning og praksis på nogle områder adskiller sig markant fra den danske. Hans oplæg åbnede for refleksioner omkring, hvad vi kan lære af andre lande.
Dagen blev rundet af med et oplæg fra Thomas Alstrup, sekretariatschef i Ocean Plastic Forum, som præsenterede projektet Havets Spøgelser – en national indsats for at kortlægge, markere og fjerne spøgelsesnet med udgangspunkt i Øresund.



Med et engageret publikum blev det til mange vigtige snakke om udfordringerne og om de helt konkrete muligheder, vi har for at gøre noget ved problemet. For som det blev sagt flere gange i løbet af dagen: det her er et konkret problem, vi rent faktisk kan løse – sammen.
Stemningen var præget af nysgerrighed, handlekraft og viljen til samarbejde, og vi tager vigtig viden og stærke forbindelser med videre i arbejdet for et renere og sundere havmiljø.
En kæmpe tak til alle, der deltog og bidrog – og til vores partnere: Dansk Sportsdykker Forbund, North Nature, KIMO Denmark og Limfjordsrådet.












