Stakeholder-workshops i Østersøen: Lokalt samarbejde for et renere hav

feb 6, 2025 | COP Interreg, Projekt

Circular Ocean-bound Plastic (COP)-projektet har henover det seneste halve år afholdt stakeholder-workshops i vores tre pilotbyer. Her samlede vi lokale aktører inden for offentlige myndigheder, forskning, industrien, affaldshåndteringssektoren, havnemyndigheder, turistsektoren og NGO’er for at kortlægge forureningskilder og finde løsninger, der passer til hver bys unikke udfordringer.

Lokalt engagement i kampen mod havaffald

For at forstå og bekæmpe havforurening kræver det samarbejde på tværs af sektorer. Målet med workshopsene var at sikre, at lokale perspektiver blev inddraget i udviklingen af konkrete løsninger, der kan reducere plastforurening i den sydlige Østersø.

Hver workshop havde fokus på:
✔ Identificering af de største forureningskilder set fra de lokale aktørers perspektiv
✔ Brainstorming af konkrete tiltag, der kan reducere de største plastforureningskilder
✔ Prioritering og skitsering af fremtidige løsninger for at sikre implementering

Ved hver workshop præsenterede COP-projektets partnere de foreløbige resultater fra vores affaldsmonitorering, hvorefter deltagerne analyserede de 10-20 mest almindelige affaldstyper fra de undersøgte områder (floder/udløb). Denne viden dannede grundlag for en målrettet diskussion om løsninger.

COP-projektet har afholdt workshops i tre pilotbyer:

📍 Rostock, Tyskland – september 2024
Afholdt af Leibniz Institute for Baltic Sea Research Warnemünde (IOW)

📍 Gdańsk, Polen – november 2024
Afholdt af Gdańsk Water Foundation & University of Gdańsk

📍 Aarhus, Danmark – januar 2025
Afholdt af Clean i samarbejde med Ocean Plastic Forum & Plast Center Danmark

Fælles udfordringer: Affaldets oprindelse og mønstre

På trods af lokale forskelle dukkede en tydelig tendens op på tværs af alle tre byer – rekreation og turisme er blandt de største kilder til havaffald i pilotområderne.

I Aarhus afspejler affaldet byens travle liv omkring Aarhus Å, hvor engangskopper, papirposer og madbakker var blandt de mest fundne genstande. Faktisk blev der alene i 2024 indsamlet 5516 engangsplastikkopper fra Aarhus Å. I Gdańsk var det især drikkevareemballage som plastikflasker, dåser og glasflasker, mens affaldet i Rostock i høj grad bestod af cigaretskod og plastemballage fra tobaksprodukter.

Kortlægningen af affaldskilder viste også lokale forskelle:

  • Rekreation og turisme var den største kilde til affald i alle byer (30-39%).
  • Affaldshåndtering – overfyldte skraldespande og ineffektive indsamlingssystemer – var desuden en betydelig udfordring i Aarhus og Rostock.
  • Marinaer og industri spillede en større rolle i Gdańsk, hvilket afspejler byens havneaktiviteter og erhvervsliv.

Foreslåede løsninger: Fra lokale initiativer til systemændringer

Deltagerne kom med en række idéer – både hurtige løsninger og mere langsigtede politiske tiltag.

Bedre affaldshåndtering – f.eks. storm- og mågesikrede skraldespande for at undgå, at affald spreder sig.
Regulering af engangsplast – fx højere pant på kopper og flasker eller endda et forbud mod engangskopper i nattelivet.
Belønning for ansvarlig adfærd – incitamenter til virksomheder og borgere, der aktivt reducerer plastikaffald.
Oplysningskampagner – fx en “Medbring din egen (grimme) kop”-kampagne for at få folk til at skippe engangskrus og medbringe sit eget krus i stedet.
Politisk påvirkning – opstramning af lovgivning både lokalt og nationalt, samt behov for EU-regulering, der standardiserer materialer og reducerer unødvendig plastikproduktion.

Nogle løsningerne blev identificeret som lavthængende frugter, der er nemmere at implementere på kort sigt, mens andre kræver politisk arbejde, mange ressourcer og langsigtet engagement på både lokalt, nationalt og EU-niveau.

Hvad sker der nu?

Resultaterne fra workshopsene vil blive en central del af COP-projektets analyse og den endelige handlingsplan for at mindske plastforurening i Østersøen. Ved at kombinere data og lokal viden udvikler vi praktiske og skalerbare løsninger, der kan tackle problemet ved kilden.

Tak til vores partnere og deltagere

En stor tak til alle, der deltog ved workshoppen i Aarhus – jeres indsigt og engagement er afgørende for at skabe reelle forandringer!

En særlig tak til vores medlem All In On Green ApS, der deltog i workshoppen og efterfølgende inviterede alle deltagere til en demonstration af deres innovative SeaProtectorOne-system, som indsamler alt det affald, vi i COP-projektet analyserer på.

SeaProtectorOne er et fuldautomatisk system, der via sensorer tilpasser sig vandstanden og kan installeres i åer, floder og kanaler. Det er skånsomt mod naturen og fisk og andre dyr kan frit passere igennem. Derudover kører systemet på grøn strøm og kræver minimal kontrollering og vedligeholdelse. I Aarhus har SeaProtectorOne allerede gjort en stor forskel ved at opfange betydelige mængder affald, der ellers ville være endt i havet! Affaldet håndteres af Aarhus Kommune og i COP-projektet får vi lov at analysere på det affald og danne sammenligningsgrundlag med vores andre pilotbyer omkring Østersøen.

COP-projektet er medfinansieret af Interreg South Baltic med midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.