Ocean Plastic Forum, Dansk Mode & Textil og Roskilde Universitet stiller skarpt på behovet for erfaringsudveksling og partnerskaber på tværs af plast– og tekstilindustrien – begge brancher, der står over for en fælles udfordring, når det kommer til at splitte, sortere og genanvende fibre og skabe forudsætningen for cirkulær produktion.
EU kommissionens plast – og tekstilstrategi har sat en ambitiøs dagsorden for plast- og tekstilbranchens omstilling fra lineær til cirkulær produktion. EU har allerede fastsat mål for indhold af genanvendt plast i nye produkter fra plastindustrien frem mod 2030, og det er forventningen, at tekstilindustrien vil blive møde med lignende målsætninger, især i lyset af at hovedparten af de fibre, der anvendes i bl.a. beklædning, er plastbaserede – og svære at genanvende. Plastbranchen har i årtier arbejdet med fiber-til-fiber genanvendelse og tekstil- og plastbranchen befinder sig i et krydsfelt, hvor brancherne vil konkurrere om de samme sekundære råvarer, men hvor der også åbner sig muligheder for teknologiske løsninger, der gavner begge sektorer, så restprodukter fra plastindustrien med fordel kan indgå i closed-loop løsninger i tekstilindustrien, og omvendt.
Med afsæt i en række cases ønsker Ocean Plastic Forum, Dansk Mode & Textil og Roskilde Universitet på konferencen ”Fra affald til ressource – cirkulære fibre i krydsfeltet mellem plast- og tekstilindustrien” at sætte fokus på nogle af de udfordringer, som plast- og tekstilbranchen deler, når det kommer til at genanvende fibre. Det er også målet at pege på metoder og tilgange, hvor plast- og tekstilbranchen kan hente gensidig inspiration til innovative teknologier og materialer, der muliggør øget genanvendelse tekstil- og plastfibre.
Konferencen bliver afholdt den 31. oktober på Roskilde Universitet – start klokken 9.30 med kaffe og registrering af deltagere. En let frokost vil også blive tilbudt i løbet af dagen og programmet slutter klokken 15.00. Der er fri adgang til konferencen – tryk her for tilmelding.
Det er også muligt at deltage i konferencen online – følg samme link for registrering og vælg billetten “Online deltagelse”. Mere information omkring hvordan den online deltagelse virker kommer snart.
Find dagens program her – med forbehold for ændringer undervejs.