En ny samarbejdsaftale er kommet på plads imellem OPF og acckon ApS i projektet “Closed-loop genanvendelse af fortøjningslinjer”.
Det anslås at der på verdensplan bliver produceret 75.000 tons trosser i virgin plast – svarende til at 7% af alt maritimt plastaffald. Trosser er en nøglekomponent på skibe, da de sikrer forsvarlig fortøjning til kajen, men på grund af dårlig affaldshåndtering og et højt indhold af plast udgør kasserede trosser en fare for havmiljøet.
Startup-virksomheden acckon ApS, som de to DTU studerende Anders Thrane Madsen og Clara Anna Olsen står bag, er på nuværende tidspunkt i gang med at udvikle en teknologi til at separere plasttyperne (PP og PET) i de udtjente trosser, og på den måde skabe forudsætningerne for at materialerne kan genanvendes i nye produkter. Dette er en essentiel del af projektet hvor det overordnede formål er at få etableret en closed-loop løsning hvor de kasserede trosser bliver indsamlet, oparbejdet og genanvendt i nye trosser.
Aftalen imellem OPF og acckon ApS er altså et vigtigt skridt på vejen i dette spændende projekt – der både vil være med til at beskytte havmiljøet for unødvendig plastforurening og samtidig skabe en rentabel forretning for de involverede partnere.
Læs mere om baggrunden for projektet her.