Pressemeddelelse: Danmarks største udstilling af produkter fremstillet med havplast og maritimt plastaffald på Ajour Erhvervsmesse

nov 21, 2023 | Event

Ved Ocean Plastic Forums stand på Ajour Erhvervsmesse i Odense Congress Center den 23. – 24. november vil du kunne få en idé om potentialet i havplast og maritimt plastaffald samt en introduktion til danske virksomheder, der omdanner havplastaffald og maritimt plastaffald til praktiske produkter, samtidig med at de bidrager til at bekæmpe plastproblemet i vores verdenshave.

Fællesstanden vil repræsentere et bredt spektrum af produkter og virksomheder – lige fra legetøj produceret af maritimt plastaffald, badetøj fremstillet blandt andet med kasserede fiskenet og unikke fyrfadslysestager skabt af opskyllet plastaffald fra den jyske vestkyst. Standen viser også flere eksempler på, hvordan havplast og maritimt affald kan bruges til produktion af emballager. Det vil blandt andet være muligt at se emballage lavet af Ocean Waste Plastic (OWP), som er 100% dokumenteret og sporbart plast taget ud af havet og floder.

Produkterne viser de mange formål havplast og maritimt plastaffald kan bruges til – også når det drejer sig om produkter, der skal leve op til strenge kvalitetskrav. Nogle af de fremtrædende danske producenter, der kan opleves, inkluderer Plastix A/S, Copenhagen Cartel, KaSo Design Studio, Pack Tech, Wehlers, Mater Design, Grathwol, Dragör Circular Skincare, Strandet og Omhu.

“Siden Ocean Plastic Forum for nogle år siden begyndte at udstille produkter af havplast og maritimt plastaffald har vi til vores store tilfredshed kunnet konstatere, at flere og flere virksomheder er kommet med på vognen og anvender havplast på den ene eller anden måde i deres produkter” udtaler Lars Have Hansen, formand for Ocean Plastic Forum og Maskinmestrenes Forening, der er medstifter af Ocean Plastic Forum.

Lars Have Hansen peger også på det positive i, at der i stigende grad er tale om hverdagsprodukter, der fremstilles i store mængder, og som derfor fjerner større mængder plast fra havmiljøet, hvor markedet tidligere har været præget af specialdesignede nicheprodukter.

Lars Have Hansen tilføjer: ”Og så er vi glade for at kunne præsentere Danmarks største udstilling af produkter fremstillet med havplast og maritimt plastaffald, hvor en bredere offentlighed får lejlighed til at se, at havplast kan omdannes til produkter, der ikke kun bidrager til bekæmpelsen af havplastforurening, men som også er funktionelle, veldesignede og endda egnet til masseproduktion.”

Vi inviterer alle interesserede til at komme forbi vores fællesstand på Ajour messen d. 23. og 24. november i Odense Congress Center for at opleve den alsidighed, som produkterne har at byde på, og for at lære mere om, hvordan disse produkter kan være en del af løsningen på den globale plastforurening.