Ajour 2023

dec 4, 2023 | Event

Den 23-24. november deltog Ocean Plastic Forum i den årlige erhvervskonference Ajour.

Ajour er mødestedet for maskinmestre og andre med interesse for ledelse og teknologisk innovation, som vil styrke deres professionelle netværk og i det hele taget blive klædt bedre på til fremtidens tekniske og kommercielle udfordringer.

Dette år var noget helt specielt da vi i samarbejde med en række af vores medlemmer samt andre samarbejdspartnere havde fået stablet Danmarks største udstilling af produkter fremstillet med havplast og maritimt plastaffald på benene. Udstillingen skabte stor interesse blandt de mange deltagere der var forbi for at se den, samt høre mere om aktiviteterne i OPF.

Udstillingen var med til at vise de mere end 1000 deltagere på konferencen, at havplast kan omdannes til produkter, der ikke kun bidrager til til bekæmpelsen af havplastforurening, men som også er funktionelle, veldesignede og endda egnet til masseproduktion.

I forbindelse med konferencen annoncerede OPF også vores idékonkurrence for de studerende på maskinmesterskolerne rundt omkring i landet. Konkurrencen går ud på at udarbejde kreative idéer og konkrete projektforslag der kan styrke OPF’s arbejde med at bekæmpe plastforureningen i vores havmiljø, samt øge genanvendelsen af plast, der er indsamlet fra havet og vores strande. Vi havde mange gode og spændende snakke med de studerende, og vi glæder os til at se hvad det kan blive til!

Læs mere om konkurrencen her.